Ventetiden er ovre: 4 nye navne på plakaten!

Programmet er næsten komplet
Med denne offentliggørelse, kan vi næsten løfte sløret for den fuldendte festivalplakat. Jazzhouse og Fiskerbarens lineup vil være den sidste krølle på sommerens program, hvilket annonceres inden for de næste par uger.
Anton Westerlin
Som en af Danmarks mest efterspurgte og innovative producere, har Anton Westerlin de seneste år leveret beats til navne som Lamin og Artigeardit – og nu er han selv trådt i front. Med sit debutalbum Godaften, der lige er landet, markerer Westerlin sig som en af Danmarks mest hypede artister. Publikum kan forvente tunge beats, innovative produktioner og en energisk koncert, der bliver soundtracket til sommeren 2025.
Marstein
Norske Marstein har på rekordtid slået sit navn fast som en af Norges mest kreative og nyskabende rapartister. Med debutalbummet FRIHED I LENKER og samarbejder som hittet ‘SAMMEN’ med Annika, er han allerede en fast bestanddel af både den norske og danske musikscene. Marstein bringer et varieret og energisk show, der uden tvivl vil sætte gang i festivalpladsen.
Peter Sommer alene med Palle i verden
Peter Sommer har i over 20 år tryllebundet publikum med sine skarpe tekster og karakteristiske stemme. Denne sommer tager han sin faste makker, pianisten Palle Hjorth, med på en musikalsk rejse, der dykker ned i et repertoire fyldt med sange om livets op- og nedture. Gæsterne kan se frem til intense og medrivende versioner af Sommers mange hits – alt sammen i et særligt lys- og sceneshow, der sætter prikken over i’et.
TooManyLeftHands
Med over 100 millioner streams og hits som ‘Too Young To Die’ er dj-duoen TooManyLeftHands klar til at forvandle Musik i Lejet til et gigantisk dansegulv. Duoen har spillet på alt fra verdens største natklubber på Ibiza til festivaler herhjemme, og med deres karakteristiske blanding af house og progressive beats, lover de et brag af en fest under åben himmel.
Læs mere om musikprogrammet her