22. juli 2025

Tak for denne gang: Storm i Lejet

Hvordan skaber man en festival, når alt er vendt på hovedet? I podcastserien Storm i Lejet, følger journalist Mikkel Hartmann-Petersen Musik i Lejets festivalleder, Andreas Thomas Grauengaard, i en periode, hvor festivalen på rekordtid skulle stå klar i uvante rammer.

Gennem otte afsnit får lytteren et sjældent indblik bag kulissen, når Musik i Lejet 2025 pludselig må rykke til en ny lokation – en campingplads i Vejby – og hele festivalen skal gentænkes fra bunden. Tak til Mikkel Hartmann-Petersen for at være med helt inde i hjertet af Musik i Lejet – og til alle de medvirkende, der har delt deres stemmer og historier. Tak for at invitere lytterne med ind i dette særlige rum, som kan være med til at give en forståelse af, hvad Musik i Lejet har måtte overkomme den seneste tid.

"Nogle måneder er bare vildere end andre, og sådan en har jeg lige været vidne til. Gennem fire uger har jeg fulgt Andreas’ forberedelser af Musik i Lejet, der i år skulle afholdes på en campingplads i Vejby. Jeg var med, da der pludselig opstod tvivl, om campingpladsen var til rådighed. Jeg var med, da Andreas fik nøglerne i hånden og overtog stedet. Jeg har talt med naboer og frivillige om alt fra frustration til fællesskab. Jeg har gået på pladsen, mens den forvandlede sig fra græsmark til festival. Jeg stod på scenen, da Mikael Bertelsen og Jakob Engel-Schmidt åbnede festivalen, og Andreas for et kort øjeblik lod det hele synke ind. Alt det her er sket på en måned. Og det hele kan høres i otte programmer fyldt med kaos, afbrydelser, overraskelser, opture, nedture, kriser og grin. Tak til alle medvirkende - ikke mindst til Andreas for at lade mig komme ind i maskinrummet og følge den hektiske og til tider sårbare proces." - Mikkel Hartmann-Petersen.

Lyt til alle otte afsnit her:

Spotify

Apple Podcast