Sommeren starter i Vejby: Artigeardit + 4 nye navne på plakaten!
Igen i år samles vi i Vejby blandt åbne vidder, grønne omgivelser og den helt særlige blanding af sommerhustur og store koncertoplevelser i solnedgangen.
Artigeardit indtager Vejby som en af landets største og mest toneangivende artister. Han har for længst bevæget sig fra klubberne til de største scener i Danmark, men formår stadig at få selv de største koncerter til at føles personlige. Det bliver med andre ord både stort, sårbart og ret euforisk, når han rammer Musik i Lejet til sommer.
Carlina de Place er et af de navne, folk kommer til at lade som om, de kendte før alle andre. Med sit følelsesladede univers mellem R&B og singer/songwriter har hun allerede skabt massiv opmærksomhed omkring sine intense livekoncerter, og vi tør godt love, at hendes koncert bliver én af dem, hvor publikum står lidt tættere og synger lidt højere.
Rosa bringer attitude, nærvær og et musikalsk univers, hvor hiphop, soul og pop smelter sammen uden at spørge om lov først. Hun er allerede blevet en af de mest spændende nye stemmer herhjemme, og hendes koncert i Vejby kommer med garanti til at balancere perfekt mellem fællessang, kaos og kærlighed.
I den mere kompromisløse afdeling finder man Skammens Vogn – et band, der gennem mere end 20 år har gjort præcis det, de selv havde lyst til. Med et bandmedlem bosiddende i Vejby og et musikalsk univers, der bevæger sig mellem poesi, rock, støj, spiritualitet og ren energi, bliver deres koncert noget helt særligt.
Og så er der Bisse. Endelig. Med ny musik, nyt orkester og et nyt kapitel i ryggen vender han tilbage til Musik i Lejet med den samme uforudsigelige energi, der har gjort ham til en af landets mest særegne liveartister. Med de fem nye offentliggørelser er årets plakat tæt på fuldendt, og ærligt talt: det begynder at lugte ret meget af sommer i Vejby.