datostempel datostempel

Jung

Lørdag

Et sted imellem det sensitive og det hårdtslående finder du Jung. En trio der det seneste år har ligget i overhalingsbanen, med vinden i ryggen og kometfart mod de største danske scener. I bandet finder man Jonas Jung, som beriger os med sin vokal, Sigurd Boesen på guitar og Michael Hovmand på keyboard. 


Sammen skaber trioen et fabelagtigt univers af smagfuld og unik lyd, som handler om kærlighed - eller det modsatte. Som Jung selv beskriver det: “Vi håber – beskedent – at vores musik kan være med til at samle generationerne”, og her rammer de ned i noget sandt. De tre mænd befinder sig i slutningen af tyverne, hvor verden endnu ligger fuldstændig åben, men virkeligheden også har meldt sin ankomst. De kommunikerer de følelser vi alle sammen hele tiden står overfor. Både når alting er skønt, og når alting bliver sværere.


I marts 2021 vandt Jung fem Gaffa-prisen: Årets Dansk Udgivelse (debutalbummet, Blitz), Årets Danske Popudgivelse (samme album), Årets Danske Hit (“Blitz, Baby”), Årets Danske Band og Årets Nye Danske Navn - de vandt dermed fem ud af de seks kategorier, som de var nomineret i.

I et interview til Gaffa fortalte trioen, at fremtiden vil bringe festivaler, koncerter og meget mere musik. Jung er et band med masser på hjertet, og vi glæder os til at byde den højspændte trio velkommen på Musik i Lejet.