AySay

Anført af det musikalske kraftcentrum Luna Ersahin har AySay en mission om at føje flere nuancer til, hvad dansk musik kan være. Med en dansk mor og en kurdisk far med tyrkiske rødder skriver Ersahin sange, der favner både kurdisk og anatolsk folkemusik, dansksprogede viser samt moderne og drømmende indiepop i elektroniske klangfarver.

Det er et dybt personligt univers, der løftes af Ersahins smukke stemme og fabulerende saz-spil og af AySays øvrige musikere, Aske Døssing Bendixen og Carl West Hosbond, der med en mangfoldighed af inspirationer og stort instrumentalt overskud tilføjer rige nuancer til det musikken.

AySay har opbygget et ry som et band, der både kan skabe fest og gå lige i hjertekulen med vemodige klange. Helt perfekt til en sommeraften sammen med gode venner og høj energi.