Artigeardit
En af danmarks stærkeste rappere er klar til at indtage Musik i Lejet!
Artigeardit har i de seneste år cementeret sin position som en central figur på den danske musikscene, hvor han med en række anmelderroste udgivelser og udsolgte shows har bevæget sig fra klubmiljøet til nogle af landets største scener som Store Vega og Royal Arena.
I 2023 udgav han albummet “Længe leve”, som blev mødt med stor ros fra både fans og anmeldere. Soundvenue fremhævede udgivelsen som et værk, Artigeardit vil blive husket for, og albummet viste hans evne til at forene følsom og reflekteret lyrik med hårdtslående produktioner, der tilsammen skaber et udtryk, som både er sårbart og energisk.
Med albummet ÆTEREN fra 2025 tog han endnu et skridt i sin kunstneriske udvikling og indledte en ny æra i sit virke. Udgivelsen bød på et stærkt og alsidigt feature-lineup med både etablerede navne som Lamin og mere overraskende samarbejder med kunstnere som MØ og Vera, hvilket understregede hans musikalske spændvidde og evne til at bevæge sig på tværs af genrer.
Alt det bringer han med sig, når han indtager Musik i Lejet til sommer.