Anton Westerlin

Fredag kl. 01:25 på Skovscenen

Den 30-årige musikproducer, Anton Westerlin, har stået bag nogle af de største danske hits de seneste år. Faktisk har Anton stort set produceret alt, hvad Lamin og Artigeardit har rappet over de sidste fem år.

For et år siden lagde den succesrige Anton Westerlin første episode af programmet Bag Gardinerne op – helt gratis – på sin YouTube-kanal. Siden da er det blevet til otte episoder, hvor Anton inviterer lytterne med bag kulisserne og giver dem en sjælden mulighed for at være flue på væggen, når deres yndlingsartister skriver bars, rapper og får indsigt i, hvordan musikken tager form i studiet.

Særligt episoden med Antons faste makker, Lamin, har skabt enorm opmærksomhed på de sociale medier. Anton og Lamin valgte at udgive Chanel Freestyle fra deres spontane aften-session kort efter, at hypen var eksploderet. Og pludselig var der et freestyle-track – med et vildt beat switch og uden omkvæd – der toppede single charten og i dag har rundet 10 millioner streams.

Til sommer kan gæsterne på Musik i Lejet glæde sig til en fest med tunge beats og dynamiske produktioner, der har defineret en ny bølge i dansk hiphop. Det bliver intenst, musikalsk nyskabende og en koncert, du ikke vil gå glip af!