30. maj 2022

Velbekomme. Her er årets madprogram

UFORMEL x ITALIAN STREET TREATS x RØRT x KIIN KIIN x OLIOLI x GORMS PIZZABAR x ØKO POPCORN x DISTRICT TONKIN x PLANTESLAGTERNE x YOBURGER x HOOKED x GASTROTRUCKEN x JURA’S PANCAKES x SPISEVOGNEN x HANSENS FLØDEIS x MIL-PØLSEN x SMÆSKESTEG x PHAGO

Lige meget om du skal skynde dig videre til næste koncert, pleje tømmermændene efter en lang festivalnat eller forføre 'that special one' med en picnic på stranden, så er der sørget for, at du kan sætte tænderne i det helt rigtige.

Årets madprogram rummer alt lige fra frisk fisk, falafel og flæskestegssandwich, og der er igen i år et særligt fokus på kvalitet, økologi og lokale råvarer.

“Vi bestræber os på at give vores festivalgæster madoplevelser af højeste kvalitet. Udvalget af mad på festivalen skal desuden være i pagt med naturen, imødekomme behov på tværs af generationer, bidrage med oplevelser der overrasker og have fokus på lokal forankring,” fortæller Morten Drachmann, der er ansvarlig for handel og service på Musik i Lejet.

Udover at leve op til et krav om minimum 60 pct. økologi, skal alle madboder kunne tilbyde mindst én plantebaseret ret, samt have fokus på lokale råvarer, fisk og et velsmagende alternativ til de mindste. Desuden har festivalen i år et øget fokus på at mindske plastik, og al emballage og service er derfor bæredygtigt eller genbrugeligt.

UFORMELS TATARBAR

Uformel er lillebror til den anerkendte, københavnske restaurant Formel B, og de tar’ tatar med til Lejet igen i år. Og hvem vil ikke gerne spise tatar og pommes frites i solen, imens musikalske basgange strømmer gennem festivalpladsen? Det smager af kvalitet og danske råvarer, når du sætter tænderne i Uformels klassiske oksetatar eller det kødfri alternativ, rødbedetataren. Og så er det tilmed smukt at se på. Begge retter vil med sikkerhed vil trække lange køer foran Uformels madvogn.

ITALIAN STREET TREATS

Grazie! Hos Italian Sweet Treats går de ikke ned på hverken kvalitet, parmesan eller italienske gloser! For garvede MiL-gængere er vognen en gammel kending, og vi glæder os i hvert fald til et gensyn med deres friske, hjemmelavede pastaretter. Italian Street Treats er en vaskeægte MiL-klassiker, så skynd dig om i køen. Selv anbefaler de deres Pasta al Tartufo, der dufter af trøffel og sender dig direkte i smagshimlen. Men mon ikke der også kan blive plads til deres veganske gnocchi?

RØRT

Der er ikke noget, som godt dansk smørrebrød, der kan fremkalde store følelser og tårer i øjenkrogen. I tilfældet RØRT mødes smørrebrøds-nostalgi med pølsevogns-charme i et elegant mash-up af økologiske og bæredygtige råvarer. Folkene bag RØRT nyfortolker de klassiske pålægssalater, og er klar til at lange ristede luksushåndmadder over disken, fyldt med rejer, høns, laks og den veganske tempeh. Fælles for dem er, at de er friskrørte med masser af sprøde grøntsager. Hot tip! Du behøver ikke kniv og gaffel, så de er perfekte at have med på farten – f.eks. når du skal videre til næste koncert.

KIIN KIIN

Når det gælder rød karry og sprøde spring rolls, har Musik i Lejet hentet det fra den øverste (krydderi)hylde. Kiin Kiin fik i 2008 tildelt en Michelin-stjerne som den første danske restaurant med asiatisk mad på menukortet. Og de friske og perfekt krydrede retter vil med garanti få varmen til at sprede sig på Musik i Lejet.

OLIOLI

Det er sushi, men uden besværet med pindene. Altså, perfekt til en festival. OliOli-holdet disker op med sunde og nærende pokebowls, og der er noget til hele vennegruppen. Menuen rummer nemlig både vegetariske, veganske, gluten- og laktosefri bowls, og så er der naturligvis også kvalitetsfisk og -kød på menuen. OliOli betyder ”glæde”, og det er lige præcis, hvad du kan forvente af de farverige hawaiianske pokebowls.

GORMS PIZZABAR

Hold my beer, Gorms er i Lejet! (Og giv må så min øl tilbage igen). De velkendte og delikate surdejsbunde med den sprødeste crust og det lækreste fyld skal selvfølgelig med på Musik i Lejet. Og hvis du tænker, at en pizza er noget bøvlet noget på en strand, så bare rolig. Gorm’s har styr på det og serverer pizzaerne som ’pizzaklappere’. Det er så genialt, at det ikke kun er årets kunstnere, der synger, men også englene og dine smagsløg. Det er uhøjtidelig gastronomi i verdensklasse.

ØKO POPCORN

Hvad er den bedste makker til din drink? Salt! Det kan du selvfølgelig finde på stranden, men det findes heldigvis også i de rødstribede bægre fra Øko Popcorn. Den klassiske snack er poppet med ren kærlighed, en lille smule smør og de helt rette mængder salt.
Øko Popcorns lille vogn er en MiL-klassiker, som har været med næsten siden festivalens begyndelse.

DISTRICT TONKIN

Skal din ret være sød, salt eller spicy? Hvis du ikke kan beslutte dig, kan du heldigvis få det hele hos District Tonkin. Deres traditionelle og autentiske vietnamesiske streetfood er nemlig det hele på én gang. De friske noodle bowls, banh mì, dumplings og ragout smager ikke bare fantastisk, men er også en treat for øjnene. Ja tak, siger vi bare.

PLANTESLAGTERNE

Det er 100 % plantebaseret, og det er 100 % vanvittigt lækkert. Planteslagterne serverer greasy burgere, varme hotdogs og lækre platter, som du med ekstra god samvittighed kan spise med øje for både planeten, din krop og dine smagsløg. Planteslagterne har en mission om at udbrede kendskabet til velsmagende og nemme plantebaserede måltider, og med deres menu kommer det med sikkerhed til at spire i Lejet.

YOBURGER

Er du festivaltypen, der ikke vil gå glip af et eneste musik-navn, så er YoBurger din ven. En saftig burger med sprød salat og endnu sprødere fritter, serveret i en æske, som du let kan have med på farten. Derfor er YoBurger selvfølgelig tilbage på Musik i Lejet igen i år. Sæt tænderne i den klassiske burger med oksekød, eller prøv den med sprød kylling eller et vegetarisk alternativ.

HOOKED

Takket være Hooked, kan du spise friskfanget fisk i strandkanten næsten uden at røre en finger. Hooked har flere år i træk vundet AOK-prisen for Byens Bedste Streetfood, og vi forstår godt hvorfor. Selv med 4 års MiL-erfaring bliver vi aldrig trætte af Hookeds Fish & Chips, Fish & Greens og sprøde, delikate Vinegar Fries med tartare-sauce. Vi anbefaler, at du indtager disse lækkerier med sand mellem tæerne og til lyden af bølgernes brusen?

GASTROTRUCKEN

Festen var god i går, og du har måske lidt ondt i hovedet i dag. Bare rolig, Gastrotrucken har kuren til dig. Smeltet ost. Den ikoniske retrotruck serverer blandt andet de sprødeste toast, burgere og pommes frites i lange baner. Alt, hvad du skal gøre, er at gå efter duften af frituremagi, og så er du i trygge hænder.

JURA’S PANCAKES

Musik i Lejets gæster er i helt trygge hænder, når den lille søde sult skal stilles. Bare følg den søde duft og lad dig friste af f.eks. den enkle udgave kun med sukker eller gå all in på en loadet version med alle de toppings, du drømmer om. Husk, at pandekager også kan udgøre et aftensmåltid eller natmaden, når du kommer tilbage fra en aftendukkert i Kattegat!

SPISEVOGNEN

Har du været på Musik i Lejet før, er du helt sikkert også stødt på den postkasserøde Spisevogn! Måske har du også allerede stiftet bekendtskab med deres legendariske Crispy Duck Burger. Og ellers du chancen nu. Foruden de saftige burgere, der bugner af saftigt andekød, serverer holdet bag Spisevognen også veggie-burgere, samosaer, og loadede asian fries. Med en prima-blanding af de bedste gastro-tendenser fra europæiske, asiatiske og amerikanske madtraditioner, er det her et fusionsgadekøkken, du ikke må gå glip af.

HANSENS FLØDEIS

Dansk sommer smager af flødeis serveret i sprøde vafler, der er lavet af smør og vanilje. Derfor har vi allieret os med HansenS Flødeis, så Musik i Lejets festivalgæster ikke går kolde i varmen. Snup en sundae eller en jordbærmilkshake med til eftermiddagens koncert, eller nyd den veganske hyldeblomst-is, når du skal en tur på stranden. Dét er smagen af dansk sommer!

MiL-PØLSEN

En hotter, en ristet med det hele, et skinkesøm i sovepose. Kært barn har mange navne, men på Musik i Lejet findes der intet andet end MiL-pølsen! Og det er mere end rigeligt, for festivalens eget gastronomiske bidrag består af kvalitetskød fra frilandsgrise og en helt særlig krydderiblanding. Det er den lokale slagterhelt, Flemming fra Kødsnedkeren i Vejby, der står for serveringen, og vi tør godt at sige, at MiL-Pølsen er Nordsjællands mest ikoniske, og ikke mindst den lækreste, hotdog. Vi ses ved pølsevognen!

SMÆSKESTEG

Musik i Lejets eget bud på en flæskestegssandwich, bliver lavet af Flemming fra Kødsnedkeren i Vejby, og den er fyldt med alt det sprøde, salte, sure og saftige, som hører sig til i en ægte festivalklassiker. I år har den fået selskab af Smæskesteg. En lille lækker veganer, der er her for at bevise, at et plantebaseret alternativ kan være lige så sprødt som sværen på en glad frilandsgris. Med en bøf af tempeh, sprødristede karl johan-svampe og hjemmerørt mayo skal Smæskesteg nok få dig overbevist.
Vi forstår godt, det kan blive svært at vælge. Derfor anbefaler vi, at du tager en til hver hånd.

PHAGO

Middelhavet møder Kattegat. Phago møder Musik i Lejet, og er klar til at forføre sultne festivalgæster med hjemmelavede marinader, fladbrød, falafler og lækre spreads. Middelhavskøkkenet og dets stolte traditioner er i højsædet, og Phago sværger til hjemmelavet mad skabt på en bund af kvalitet og omhu. Vi bliver helt varme indeni ved tanken om at sidde på stranden med et fladbrød fyldt med juicy lammekofta, imens himlen bliver lyserød og Strandscenen varmer op til endnu en lun festivalnat i Lejet.