4. august 2021

Tak for i år, Sommersol!

To uger er gået, siden vi slog dørene op for Musik i Lejets Sommersol. Ved indgangen passerede i alt 8000 gæster i løbet af de fire dage. Alle var klar til at skabe sommerminder i fællesskab og opleve livemusik igen.

Sommersols oplevelser

Sommersol skete ikke kun på koncertpladsen. Inden livemusikken hver dag inviterede Sommersols partnere og frivillige på forskellige oplevelser rundt omkring i Tisvildeleje. Her var bl.a. ansigtsmaling, pensler og postkort, strandrensning, cykeltur og meget meget mere - og alle var velkomne!

Ved at mange mennesker ville det samme og samarbejdede om det, kunne Musik i Lejets Sommersol blive til på meget kort tid. Så en stor tak fra Musik i Lejet skal lyde til alle artister, partnere, gæster og ikke mindst frivillige, som har hjulpet og lagt kræfter i årets Sommersol. Tak for dette sommerminde.

Vi har samlet en perlerække af gode øjeblikke fra de fire koncertdage, som kan ses her.

Vi glæder os til at byde jer velkommen d. 21.-23. juli 2022 til Musik i Lejet - Sommerens festival i Tisvildeleje!