19. juli 2021

Scenen til Musik i Lejets Sommersol iklædes regnbuens farver i 2021

Musik i Lejet har øjne og ører åbne for, hvad der bevæger sig i Danmark kulturelt. I anledning af Copenhagen Pride og den store værdikamp, der er blevet kæmpet i løbet af sommerens EM i fodbold, har Musik i Lejets bestyrelse valgt at vise deres støtte til LGBT+ miljøet på årets scenebanner til Musik i Lejets Sommersol, som løber af stablen i Tisvildeleje den 21.-24. juli 2021.

“Jeg syntes, at det er helt på sin plads at markere sig i kampen mod diskrimination. Derfor vil Musik i Lejet i år være med til at støtte op om LGBT+ og deres dagsorden. Sommersols scenebanner er et signal om solidaritet og en måde, hvorpå vi kan skabe synlighed for samfundsforandring og støtte op om LGBT+ miljøet,“ forklarer Peter Maarbjerg, Musik i Lejets bestyrelsesformand.

Musik i Lejets Sommersol skal være med til at sikre rettigheder, trygge fællesskaber og skabe et frit forum for alle mennesker. Regnbuen er et symbol, der indkapsler LGBT+´s kerneværdier og står for meget af det, Musik i Lejet tror på – et mere retfærdigt og ligeværdigt samfund, der hylder nye fællesskaber og tolererer alle uanset baggrund, tro, køn og seksualitet.

Forskellighed i fællesskabet

Med respekt for forskelligheder og alle folks levemåder, forsøger Musik i Lejet hvert år at inkludere og skabe mangfoldighed til årets arrangementer blandt de frivillige. Dette understreges eksempelvis i Musik i Lejets frivilligfolder, der beskriver at:

“Det er et aktivt ønske for Musik i Lejet at samle forskelligheder, involvere og udvikle potentialet i disse, når vi med forskellig baggrund og forskellige kompetencer skal løse en nærmere defineret opgave sammen. På den måde inspirerer vi hinanden i innovation, fornyelse og kreativitet. Denne forskellighed blandt frivillige er med til at skabe en mangfoldig festival, hvor alle er velkomne”.

Vi er klar over, at der følger et ansvar, når vi samler flere tusinde mennesker til sommerarrangementer hvert år. Derfor ønsker Musik i Lejet at forbedre vilkårene for danske LGBT+-personer ved at skabe dialog, forståelse og opmærksomhed for et generationsfrit fællesskab med plads til alle. Musik i Lejet har eksempelvis fællesbad for de frivillige, unisex toiletter på pladsen og opfordrer alle til at have respekt for hinanden. Vi skal stå op mod hadefulde ytringer rettet mod minoriteter, udskamning, krænkende adfærd og diskrimination. Det hører ikke hjemme hos Musik i Lejet.

“Sommersol giver os en platform for at vise de værdier, vi synes, der er gældende til Musik i Lejets begivenheder. Som bestyrelsesformand er det mit håb, at LGBT+-personer kan spejle sig i vores events og føle, at der både er plads til niche- og det brede kulturelle udtryk,” udtaler Peter Maarbjerg.

Musik i Lejets Sommersol glæder sig til at samle folk til fælles oplevelser. Vi har savnet hinanden, og vi har savnet fællesskabet. Sommersol skal fejre musikken - prydet i alle regnbuens farver!