27. april 2022

Musik i Lejet uddeler 450.000 kr.

Musik i Lejet uddeler 450.000 kr.

Godt vejr, engagerede frivillige og en lyn og torden-indsats fra holdet bag Musik i Lejet gjorde det muligt at afvikle 4 koncertdage under navnet Sommersol.

På trods af en aflyst festival i 2021, lykkedes det at skabe et overskud på erstatningsarrangementerne Sommersol. Derfor kan foreningen bag Musik i Lejet uddele 450.000 kr.

“Musik i Lejet afholdes over tre dage med 10.000 besøgende. I 2021 måtte vi grundet Corona, skalere ned til Sommersol med 2.000 gæster om dagen i fire dage. Derfor er vi stolte af, at vi kan præsentere et overskud på 450.000 kr. til uddeling efter to år, hvor festivalen ikke har kunnet afholdes i det omfang, som den plejer,” fortæller Musik i Lejets bestyrelsesformand, Peter Maarbjerg.

Foreningens formål er at dele overskuddet ud til aktiviteter inden for idræt, kultur og børn og unge med ønske om at skabe minder for livet.

Foreningen for Musik i Lejet støtter oplevelser og aktiviteter, der: Engagerer mennesker Skaber oplevelser på tværs af generationer Tilbyder overraskende kultur- og idrætsoplevelser

“Ud over selve festivalen gør vi godt i Gribskov ved at støtte de lokale projekter hele året ved hjælp af det overskud vi skaber. Det betyder meget for os, at vi kan give noget tilbage til Tisvildeleje og Gribskov Kommune,” fortæller Peter Maarbjerg.

38 forskellige foreninger og initiativer fik i 2020 gavn af Musik i Lejets rekordhøje overskud på 1. mio. kr. fra festivalen i 2019. Musik i Lejet håber at mange vil ansøge om midler fra overskuddet, så de kan komme hele kommunen til gode.

Ansøgningsprocessen

Foreninger og lokale initiativer i Gribskov Kommune har mulighed for at ansøge frem til 18. maj 2022.

Der tages løbende stilling til ansøgningerne.

Læs mere om ansøgningsprocessen og hvordan du ansøger her