17. juli 2017

Gratis arrangementer - med eller uden armbånd

Under Musik i Lejet er der et hav af gratis arrangementer, hvor alle er velkomne til at deltage – med eller uden armbånd. Følg linket ud fra hvert arrangement og læs mere om alle de fede events under sommerens festival.


LEGEFABRIKKEN // Igen i år får Musik i Lejet selskab af Legefabrikken, der byder børn og barnlige sjæle ind i deres fantasifulde univers i klitterne, Kong Neptuns Rige. Her kan du fægte med sværdfisk, optræde i delfincirkus, lave mad i blækspruttens køkken, male sten og meget mere. Legefabrikken er både åben fredag d. 21. og lørdag d. 22. juli. Begge dage er der salg af is, vand og kaffe fra Winter Spring, Østerberg Icecream og Kahlua-cyklen. Læs mere her.

DJÆVLELØBET // Løb gårsdagens strabadser på afstand til Musik i Lejets festivalløb lørdag d. 22. juli kl. 14.00. Efter løbet kan du slappe af i strandbaren med kolde drinks og loungede toner fra dj'en. NORDTRIM, løbeklubben i Gribskov Kommune, har sørget for godter og ikke mindst, at du tilbagelægger smukke 5 km i sand og skov. Der er flotte præmier fra Le Fix og B&O Play til de tre første mænd og kvinder. Læs mere her.

BOLD I LEJET // For tredje år i træk kridter Lynæs Surfcenter fodbold- og volleyballbanerne op på stranden og lader Musik i Lejet danne rammerne for en konkurrence med 1. klasses udsigt, kolde drinks og godt humør. Arrangementet kommer til at foregå på stranden, bag festivalspladsen, hvor B&O Play har linet op med lækker musik og Havanabaren står for at servere iskolde drinks til spillere og tilskuere. Læs mere her.

SKYGGEHYGGE // Der bliver masser af hygge i skyggen under Musik i Lejet - det sørger Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne for. Med en solstand ved Legefabrikken kan de helt små komme forbi solcyklen og opleve skyggehygge, tegne og få solcreme på. Derudover kan børnene lære om hudtyper og UV-stråling ved lave gratis UV-perlearmbånd, som skifter farve, når der er UV-stråling i luften. Både børn og voksne kan blive smurt ind i solcreme og få en bøllehat, der beskytter ansigtet mod solens stråler.