20. juni 2022

Fiskerbaren er klar med frisktfanget lineup

DJ DEGNAMITE x KLUBIEN & DANSEORKESTERET x ANNA DAVID x CHRISTIAN BRØNS x DE STIVE SØMÆND x YACHT CLUB

Du går ind, men danser ud. Den står på fællessang, nostalgi fra 00’erne og forbudte dansetrin, når Musik i Lejets traditionsrige Fiskerbaren endnu engang åbner teltdørene op til et musikprogram, der kan lidt af det hele.

Glæd dig til at danse natten lang til 80’er hits som ’Kom Tilbage Nu’ og ’Regndans’ – eller genbesøg dit første teenage-break up, når du synger din sjæl ud til ’Fuck Dig’ og ’Tilbage Hvor Vi Var’.

Fiskerbaren er din garanti for at opleve en fuldvoksen køkkenfest, hvor soundtracket er bangers til din guilty pleasure. Stemningen bliver højere end selv DJ DEGNAMITE, og det fortsætter lige indtil sidste nummer, når natteravnene går hjem til lyden af ’Hey Jude’.

DJ DEGNAMITE

Christian Degn aka. DJ DEGNAMITE. Du kender ham måske som Danmarks højeste tv-vært, men i Fiskerbaren er det ham med hits’ne. Han har været fast DJ i Fiskerbaren lige så længe, den har eksisteret. Vi garanterer et brag af en fest – uden undtagelser – når DJ DEGNAMITE indtager Lejet igen-igen.

KLUBIEN & DANSEORKESTERET

”Kom tilbaaaaaage til mig, jeg elsker kun di-i-ig” – du læser rigtigt. Jørgen Klubien og hans Danseorkester lægger vejen forbi Fiskerbaren til årets Musik i Lejet. Du kan godt glæde dig til at opleve et af 80’ernes største popbands, hvis hits har fået kult-status på de danske klubscener. Som en undtagelse håber vi på Regndans i Lejet, når Fiskerbaren fyldes til sommer.

ANNA DAVID

Den står på store følelser og 00’er-nostalgi, når Anna David besøger Fiskerbaren med sin velkendte soulfulde røst. Forbered dig på at krænge din sjæl ud, når du synger med på ’Den Lille Pige’, ’Når en Engel Sir’ Farvel’ og selvfølgelig kæmpe-hittet ’Fuck Dig’.

CHRISTIAN BRØNS

Du kan gøre, hvad du vil, men vi synes alligevel, at du skal svinge vejen forbi, når Christian Brøns indtager Fiskerbaren. Husk tilbage til din første teenage-kærlighed eller få afløb for gemte følelser, når du synger med på ’Tilbage Hvor Vi Var’. Lommetørklæderne må du selv stå for.

DE STIVE SØMÆND

Splitte mine bramsejl. Vi kan ikke sige Fiskerbaren uden at sige De Stive Sømænd. Fiskerbarens helt eget hus-band trækker endnu engang i sømandstøjet og sørger for høj bølgegang i teltet. Tag dine venner under armen og slå jer løs til de gode gamle sømandssange.

YACHT CLUB

Yacht Club spiller de nyeste hits, der får selv skibsdrengen til at smide gulvskrubben og bryde ud i løssluppen dans. Med et repertoire, der rummer hits lige fra Justin Bieber til Dua Lipa, styrer bandet dig sikkert gennem festen. Yacht Club kommer selvfølgelig i pletfri gevandter og nypudsede manchetter, når de igen og igen smider musikalske redningskranse ud til dansegulvet.