4. maj 2021

Covid-19: Musik i Lejet aflyser 2021

Musik i Lejet aflyser årets festival som følge af den nuværende Covid-19-situation og regeringens retningslinier for sommeren 2021. Urimeligt længe har regeringen undladt at melde noget ud til de danske festivaler. Derfor har det længe været uvist om Musik i Lejet 2021 kunne afvikles d. 21. - 22.- 23. Juli i Tisvildeleje. I nat blev genåbningsplanen for sommeren besluttet. Desværre er festivalen igen i år nødt til at aflyse grundet den nuværende Covid-19-situation. Regeringens netop lancerede retningslinjer umuliggør at gennemføre et Musik i Lejet som ligner det som billetkøberne kunne forvente. Derfor aflyser festivalen deres 2021-udgave.

Vi er utrolig kede af igen at skulle aflyse årets festival og vi havde håbet indtil det sidste at en udrullet vaccineplan og retningslinier for større events ville være lempet i en grad, der gjorde det muligt at forsamles til Musik i Lejet. Men set i lyset af situationen med Covid-19 og de retningslinier, der stadig gælder for større forsamlinger, så er en aflysning desværre den eneste løsning. Nu er vores fokus rettet mod at få samlet skårene sammen med alle de skuffede deltagere, frivillige og leverandører”, fortæller formand for Musik i Lejet, Peter Maarbjerg.

Det er nu andet år i træk at Musik i Lejet aflyses. Den ekstremt populære festival blev ellers udsolgt på få minutter, da billetterne blev sat til salg tilbage i december 2019. Og meget få valgte at refundere billetten, da festivalen måtte aflyse 2020-festivalen. Musik i lejet åbner nu muligheden for, at få refunderet sin 2021 billet eller at videreføre den til 2022. Købte festivalbilletter til 2021 kan derfor overføres til Musik 2022, der kommer til at ligge d. 21.- 23. juli 2022.

Vi håber selvfølgeligt at vores gæster holder fast i sin billet til 2022, hvor vi føler os meget sikre på at Musik i Lejet vender tilbage for fuld damp, fortæller Formand Peter Maarbjerg.

Lige nu står gæster, leverandører og frivillige med en masse spørgsmål. Dem vil vi gøre alt for at besvare i løbet af det næste stykke tid. Men i dag er hovedbudskabet at Musik i Lejet, desværre er nødt til at aflyse.