24. maj 2018

Musik i Lejet offentliggør Mad i Lejet 2018

På Musik i Lejet sætter vi gastronomien i højsædet og ønsker at overraske vores gæster med et alsidigt og velsmagende madprogram. Med 18 forskellige madboder fordelt på festivalpladsen får du rig mulighed for at udforske det kulinariske med alt lige fra thailandske retter fra Michelin-restauranten Kiin Kiin til prisvindende burgere fra Cock’s & Cows.

Ægte festivalmad og lokale råvarer

På Musik i Lejet 2018 spænder menukortet bredt og favner både fisk, kød og vegetarisk. I år kan du stille sulten med ”ægte festivalretter” såsom en saftig pulled duck burger i briochebolle fra Duck It, klassisk toast med trøffelmayo fra den populære genganger Gastrotrucken eller fish’n’chips fra prisnominerede Hooked.

Musik i Lejet stiller også selv op med madboderne MiL Pølsen og MiL Svinet, der serverer hotdogs og en helt ny klassisk flæskestegssandwich, begge med lokalt kvalitetskød fra den anerkendte slagter, Kødsnedkeren, i Vejby.

Gastronomi fra hele verden

Hooked kommer også med en skræddersyet Lejet-menu i Skaldyrsbaren, hvor du kan dykke ned i alt godt fra havet, blandt andet franske søkogte rosé rejer. Angro leverer libanesisk inspireret grillmad baseret på danske friske råvarer, og Kuma byder på ægte japansk street food. Street Polenta disker op med den populære italienske grød baseret på majs, som serveres i diverse varianter, og Amarillo sætter Latinamerika på madkortet med deres autentiske tacos.

Du kan også nyde en række vegetariske retter både fra Italian Street Treats, der serverer risottokugler med mozzarella, hypede Fala Fala med en overdådig falafelmenu og Spoon med en sprød portobellotoast. Den faste kending på Musik i Lejet, Spisevognen, bringer deres fusionskøkken til festivalen blandt andet med vegetar samosas, og er du lækkersulten, kan du nyde søde crepes fra Crepes al a Cart.

Læs mere om Mad i Lejet 2018 her. Velbekomme!