14. februar 2020

Musik i Lejet offentliggør det fulde program til Fredagsbaren

Nu kan Musik i Lejet endelig løfte sløret for det fulde stjernespækkede program til Københavns største fredagsbar: Live koncert med Jung, Phlake Mansion DJ-set, indslag med Mikael Bertelsen & Mikael Simpson, Emil Lange, DJ Christian Degn og Boyband Banko med Folkehuset Absalon.

Musik i Lejet tager forskud på sommerglæderne og inviterer for første gang nogensinde til en fredagsbar i Øksnehallen. Arrangementet løber af stablen d. 21. februar kl. 16-01, og Musik i Lejet har sammensat et særligt program i festivalens ånd.

Dansk komet-trio med udsolgte koncerter

Jung har på rekordtid indtaget den danske musikscene med deres 80’er rock lyd blandet med elektroniske elementer og tankevækkende lyrik. I september 2019 udgav Jung sin anden single ”Hun Kommer Tilbage”, der gik direkte ind som ”P3’s Uundgåelige”. Kort tid efter annoncerede bandet sin debutkoncert på Hotel Cecil, der gik udsolgt på kun 24 timer. Ligeledes er deres april-koncert i Store Vega fuldstændig udsolgt, hvorfor koncerten til Musik i Lejets Store Fredagsbar er en unik mulighed for at opleve det populære band.

Fra et eksklusivt DJ-set med Phlake til klubstemning med Emil Lange

Normalt fylder Phlake Royal Arena med deres kæmpehits som 'Pregnant' og 'The Rascal'. Nu er Phlake Mansion klar til at indtage pulten med et helt eksklusivt DJ-set, der sigter direkte efter hofterne. Folkehuset Absalon starter Fredagsbaren med deres normalt udsolgte Boyband Banko, hvor de blandt andet sætter 3 x 2 partoutbilletter til den ellers udsolgte Musik i Lejet 2020 på højkant. Den drillesyge DJ og producer, Emil Lange, har udgivet singler med Benal og KlamFyr og har lagt Københavns største natklubber ned som DJ. Der er gensyn med Musik i Lejets populære ‘Fiskerbar’, når deres hus-DJ Degnamite aka. Christian Degn slutter aftenen af med et brag.

Fredagsfavoritter med Mikael Simpson & Mikael Bertelsen

Musik i Lejet inviterer to stærke personligheder på scenen, når tidligere programchef for Radio24syv Mikael Bertelsen og den erfarne musiker og radiovært Mikael Simpson slår pjalterne sammen og leverer deres musikalske fredagsfavoritter. De har frit spil på anlægget - fra familiens klassiske sing-a-long numre til singlerne, der har fulgt dem hele livet. Når vi stiller mikrofonen op, leverer de sikkert et par anekdoter på vejen.

Klassiske fredagsbar-aktiviteter for alle

Gennem hele aftenen kan alle deltage i klassiske fredagsbar-aktiviteter i form af beer pong, petanque, karaoke og rundt om bordet.

Royal Beer disker op med deres nylancerede økologiske IPA. De første 1.000 fadøl er endda gratis. Fredagsbar-gæsterne kan også nyde velsmagende street food i løbet af aftenen.

Arrangeres af: Good Boys Agency